Bent Hansen får hjælp fra hele familien, når han den 28. oktober i samarbejde med Campen Auktioner inviterer til fysisk auktion på Håndværkervej 2 i Videbæk.
Det hele startede, da Bent Hansen var 15 år. Den unge dreng drog dengang afsted på markeder med sin far, hvor de solgte importerede tæpper fra Belgien. Det var her, at glæden ved at købe og sælge videre slog rødder, og i dag er lysten kun vokset sig større.
Bent Hansen, der er født og opvokset i Videbæk-egnen, ser frem til at invitere til fysisk auktion lørdag den 28. oktober på Håndværkervej 2, 6920 Videbæk.
”Jeg kan rigtig godt lide det uforudsigelige i auktionsverdenen. Du ved ikke, hvad der sker næste dag. Hvilke varer kommer ind? Hvem er kunderne? Det er dét, der gør det spændende,” forklarer den driftige handelsmand, som får hjælp af auktionshuset Campen Auktioner, når der afholdes fysisk auktion.
”Jeg har kendt Finn (red. Finn Campen, auktionarius og ejer af Campen Auktioner) hele mit liv. Jeg har også afholdt auktioner herhjemme på egen hånd. Men partnerskabet med Campen Auktioner letter især den administrative del, og det er en stor hjælp,” fortæller Bent Hansen.
Hele familien er med
Bent Hansens familie har accepteret, at der ikke er forskel på onsdag og lørdag i Bents kalender. Den handelsverden, han blev introduceret til som 15-årig, er i dag så indgroet en del af Bent Hansen, at familien har indset, at det ikke bliver anderledes.
Derfor hjælper de også gerne til.
”Min mor, Solvejg, hjælper i firmaet. Hun er 78 år, og hun hjælper med udlevering af varer og står også for alt køkkenudstyret, jeg sælger. Maria, min hustru, hjælper med det administrative,” forklarer Bent og tilføjer, at computerarbejder ikke er en personlig spidskompetence.
Han er glad og stolt over, at familien har lyst til at være med. Den 28. oktober tropper også børn og børnebørn op. De hjælper bl.a. med at sælge pølser og pommes frites fra den opstillede pølsevogn, og børnevognene vil også gerne være med. Det glæder Bent Hansen, at de yngste familiemedlemmer kan finde interessere i en verden, der ligger langt væk fra computerspil og skærme.
”De lærer noget om købmandskab og arbejdsomhed, det kan jeg godt lide,” forklarer Bent, som lover at der vil være noget for enhver smag, når auktionen går i gang klokken 13 lørdag den 28. oktober.
Bali-løve, biler og benzinstander
På auktionen kan der bydes på mange spændende effekter. Bent Hansen fremhæver bl.a. en imponerende løve-træfigur fra Bali, en MG Midget veteranbil og en VW Cabriolet. Derudover kan man få fingrene i en flot retro benzinstander, og auktionen indeholder også massevis af værktøj, køkkenprodukter, golfvogne, tipcontainere og meget andet.
Der er noget for enhver smag, og for Bent Hansen handler det ikke om, at effekterne skal indkassere mest muligt. Tværtimod.
”Folk skal være tilfredse og går herfra med følelsen af, at de har gjort en god handel,” fortæller Bent Hansen, der glæder sig til, at effekterne skal have nye ejere.
Har man ikke mulighed for at møde op på Håndværkervej 2, 6920 Videbæk, bliver auktionen livestreamet, så der også kan bydes med hjemmefra. Livestreaming foregår på campenauktioner.dk under auktion nr. 9292. Herinde er det også muligt at forhåndsbyde på effekterne, indtil auktionen går i gang d. 28. oktober kl. 13. Eftersyn finder sted samme dato fra kl. 11-13.